Skip to main content Skip to footer

Hosne planter håb for fremtiden

Sult og underernæring rammer mange børn i flygtningelejren Cox’s Bazar i Bangladesh. CARE bekæmper sult og hjælper med klimasmarte løsninger

Hver morgen tjekker Hosne de grønne planter, der snor sig op og ned ad siderne på hendes lille hytte midt i den store flygtningelejr. Planterne har Hosne med støtte fra CARE selv dyrket, og i dag udgør de grundlaget for sund og ernæringsrig mad til Hosnes børn. Sådan har det dog ikke altid været.

Flugt med livet som indsats

For seks år siden måtte Hosne og hendes familie flygte over hals og hoved, da deres landsby i Myanmar blev angrebet. Hosne husker, hvordan alle husene brændte, og skuddene fløj om ørerne på hende og hendes mand Lal Mia, mens de i panik forsøgte at få deres fire børn i sikkerhed. 

Hosnes mand blev ramt, men den lille familie slap med nød og næppe ud af landsbyen. Resten af deres familier overlevede ikke angrebet.

Jeg er mor. Jeg vil gerne kunne skaffe mad nok til mine børn, så de er raske og sunde.

Hosne Ara

Kæmpede for at skaffe mad

I dag har Hosne og hendes familie boet i flygtningelejren Cox’s Bazar i Bangladesh i mere end seks år. Livet i lejren er svært, for som flygtning har man meget begrænsede muligheder. Hosnes mand var så heldig at få et af de få og meget eftertragtede jobs i lejren, men på grund af skaderne fra skuddet, kan han ikke længere arbejde.


I forsøget på at skaffe mad, plantede Hosne nogle grøntsager på et stykke jord i lejren. Men kort efter blev området ramt af den voldsomme cyklon Mocha, som først regnede alle planterne i stykker og derefter begravede dem i et tykt lag mudder.


”Fordi vi ikke har nogen penge, kan vi ikke købe madvarer som fisk og køb. Vi har ikke mulighed for at købe nogle friske fødevarer. Jeg var derfor meget bekymret for mine børn”.
Selvom Hosne gjorde alt, hvad der stod i hendes magt, kunne hun ikke få maden til at slå til. Børnene blev syge som følge af akut underernæring.

I dag er børnene sunde og raske

I dag er Hosne blevet en del af CAREs projekt i lejren, hvor kvinder bliver undervist i forskellige måder at dyrke grøntsager. Grøntsagerne er alle næringsrige, og metoderne tager højde for det ustadige og omskiftelige vejr, som klimaforandringerne er skyld i.

I ly af hyttens fire vægge dyrker Hosne nu grøntsager i sække. På den måde kan hun nemt sikre, at jorden i sækkene er både vandet og gødet. Og nu er der mad nok til den lille familie.

”Jeg er mor. Jeg vil gerne kunne skaffe mad nok til mine børn, så de er raske og sunde. Heldigvis har vi nu masser af friske grøntsager. Jeg vil fortsætte med at bruge det, jeg har lært, så jeg kan blive ved med at skaffe mad nok,” siger en tilfreds Hosne.

Hjælp klimaudsatte familier