Hvad er klimaflygtninge?
En betydelig konsekvens af klimaforandringer er stigningen af klimaflygtninge.
Uforudsigeligt vejr og hyppige naturkatastrofer skaber en virkelighed, hvor utallige mennesker ikke har andet valg end at flygte fra deres hjem. Det rammer især mennesker i verdens fattigste og mest klimasårbare lande hårdt. Bliv klogere på klimaflygtninge her.
Hvad er en klimaflygtning?
En klimaflygtning skal forstås som en person, der er blevet fordrevet på grund af klimaforandringer som ekstreme storme, oversvømmelser, stigende havniveauer, og tørkeperioder. Klimaforandringer, som ofte fører til sult, tørst og ødelæggelse af huse og byer, hvilket tvinger de ramte mennesker på flugt. En sådan flugt kan være enten midlertidig eller permanent, både indenlands og på tværs af landegrænser. Dog findes der ikke en universel definition for, hvornår en person anses som klimaflygtning. Desuden er klimaflygtninge heller ikke beskyttet af FNs Flygtningekonvention.
Hvor mange klimaflygtninge er der?
I løbet af de seneste ti år har klimaforandringer og ekstremt vejr været den primære årsag til intern fordrivelse, med en årlig gennemsnit på omkring 23,35 millioner nye klimaflygtninge. Det er dobbelt så mange fordrivelser som dem, der skyldes krig og konflikter. For begge tal gælder det, at der i nogle tilfælde kan være tale om, at den samme person kan være flygtet mere end én gang i løbet af samme år. I 2023 var der 20,3 millioner fordrivelser alene på grund af klima og ekstremt vejr.
Hvor kommer klimaflygtninge fra?
Langt de fleste klimaflygtninge kommer fra lande i Asien og Afrika, men også Mellemøsten og Latinamerika. Typisk er disse mennesker internt fordrevet i deres eget land i kortere eller længere perioder. I 2023 var klima og ekstremt vejr skyld i blandt andre:
2,5 millioner fordrivelser i Filippinerne
4,7 millioner fordrivelser i Kina
1,7 millioner i Bangladesh
2 millioner fordrivelser i Somalia
732.000 fordrivelser i Pakistan
618.000 fordrivelser i Etiopien
BETEGNELSEN KLIMAFLYGTNINGE Vores brug af begrebet klimaflygtning kendetegner en person, der tvinges væk fra sit hjem på grund af klimarelaterede katastrofer som tørke eller oversvømmelser. Den korrekte betegnelse er "internt fordrevne på grund af klimakatastrofer", men vi bruger "klimaflygtning" for at gøre emnet lettere forståeligt og tilgængeligt. |
Hvor mange klimaflygtninge vil der være i fremtiden?
Antallet af klimaflygtninge i fremtiden vil i høj grad afhænge af, hvor effektivt verden kan begrænse de globale temperaturstigninger. Ifølge prognoser fra FN og Verdensbanken risikerer op mod 200 millioner mennesker at blive tvunget på flugt som følge af klimaforandringer og ekstremt vejr i 2050.
Hvad er de typiske årsager til, at mennesker flygter fra klimaforandringer?
Oversvømmelser og kraftige storme er de primære årsager til, at mennesker tvinges bort fra deres hjem. I 2023 var oversvømmelser den primære årsag til klima-fordrivelser. Stigende havniveau, tørke, orkaner og fødevareusikkerhed tvinger også mennesker på flugt og forventes at gøre det i endnu højere grad på sigt.
Læs mere om klima
Hvordan kan man forhindre antallet af klimaflygtninge i at stige?
Ifølge Verdensbanken kan op til 80 procent af fremtidige klimafordrivelser forebygges. Det kræver dog øjeblikkelig global handling, og der skal langsigtede løsninger og investeringer til. Først og fremmest er det afgørende, at udledningerne af drivhusgasser mindskes markant på verdensplan. Men lige så vigtigt er forebyggelse og tilpasning, så klimaramte samfund kan imødegå og håndtere de klimarelaterede konsekvenser. Det er derfor helt essentielt, at rige lande betaler den årlige klimabistand på 100 milliarder amerikanske dollars, som de har lovet verdens fattigste lande.
Relevante links
Download og læs IDMC's rapport "Global Report on Internal Displacement 2024"
Læs artiklen "Klima og ekstremt vejr sender flere på flugt end krig"
Læs CAREs og Røde Kors’ rapport "Loss and Damage 2023"
Læs CAREs rapport "Fleeing Climate Change 2016"
FAKTA OM KLIMAFLYGTNINGE
|
Hjælp klimaudsatte familier